Denmark

Dansk CTO til tops i japansk moderselskab

Feb 06, 2021

Share

Nodes’ danske CTO Casper Rasmussen forfremmes til group CTO i Monstarlab, som i 2017 opkøbte det digitale konsulenthus. Casper Rasmussen får ansvaret for at konsolidere og strømline alle udviklingsteams og deres processer i den japanske virksomhed, der samlet tæller mere end 800 ingeniører. En opgave, den 35-årige dansker allerede har løst på tværs af de europæiske kontorer, lyder det fra Monstarlabs CEO.

Casper Rasmussen, der siden 2014 har været partner hos det digitale konsulenthus Nodes, skal nu stå i spidsen for Monstarlabs globale tech-afdeling, der tæller godt 800 mand fordelt på 26 kontorer verden over. Hans hovedfokus bliver at udvikle, strømline og styrke virksomhedens globale udviklingsteams gennem implementeringen af best-practices og opkvalificering af medarbejdere.

“Jeg er meget beæret over at indtræde i rollen som global cto. Det er et vidnesbyrd om, at vi i Nodes regi gør tingene på en holdbar og kvalitetsbevidst måde, der skaber værdi for både medarbejdere og kunder. Vi har lagt en ambitiøs vækststrategi frem mod at blive integreret som et globalt selskab, og det kræver, at kvaliteten er ens over hele linjen, hvad enten du møder os i New York, London eller Tokyo”, fortæller Casper Rasmussen og uddyber, at best-practices fra alle 26 kontorer vil bidrage til den fælles strategi.

Synergier skal udnyttes på tværs af kontorer

Nodes’ tech-afdelinger har gennem de sidste par år arbejdet efter en skaleringsmodel, der har gjort det muligt at tilpasse ressourcer til kunder og projekter efter deres behov. Det er blandt andet denne model, der løftes op på globalt niveau, og som skal sikre, at synergier på tværs af hele Monstarlab gruppen bidrager til vækst og fremgang.

“Casper Rasmussen har med sit arbejde i Nodes allerede vist, at han har evnerne til at udvikle, implementere og eksekvere en fælles strategi på tværs af kontorer. Med ønsket om at tage det bedste fra alle vores kontorer og skabe en fælles strategi, kan jeg ikke komme i tanke om nogen mere kvalificeret end Casper”, fortæller Hiroki Inagawa, CEO i Monstarlab.

Om Casper Rasmussen

Casper Rasmussen indledte karrieren hos Nodes i 2011 og blev i 2013 forfremmet til CTO. Året efter blev han partner i virksomheden og træder nu ind i stillingen som Group CTO i Monstarlab fra starten af 2020. Casper Rasmussen er uddannet fra DTU.

Om Monstarlab

Monstarlab er en global virksomhed med 1.200 medarbejdere fordelt på 26 kontorer i 15 lande, som leverer digital rådgivning og produktudvikling. I 2017 overtog Monstarlab hovedparten af Nodes som et led i deres globale vækststrategi. Monstarlab udvikler blandt andet produkter for Fujitsu, Hitachi, Shake Shack og The Pokémon Company.

Latest news View all